lørdag den 28. september 2013

Omstruktureringer.. Hmm.. Eller bare en "ny" blog.. Jeg har i hvert fald ikke været her længe, og jeg er vidst heller ikke ret god til at få opdateret! Nu har bloggen fået et nyt navn og nyt udseende, formålet vil stadig være at dele og vise ting fra min hverdag, så I er velkomne til at følge med.

mandag den 1. april 2013

Se alt det fine stof jeg fik med hjem fra Istanbul! Og prisen var jo langt under det halve af herhjemme. Omkring 16 kr for 1 meter bomuld.

søndag den 31. marts 2013

Istanbul

Så kom vi hjem fra en herlig uge med svigerfamilien i Istanbul.. Udover alt den smukke arkitektur, så fik jeg også en MASSE stof med hjem.. Jeg skal bare lige have vendt billedet, så man kan se det ordentligt ;)

fredag den 25. januar 2013

Symaskinekørekort



Ja, jeg har ikke sådan for alvor syet på en symaskine siden 5. klasse, hvor jeg havde håndarbejde. Derfor er jeg også ekstra stolt over disse fine stykker babytøj, som jeg har præsteret at lave. Faktisk er de jo blevet så fine, at jeg ikke ville have kvaler ved at putte mine fremtidige unger i dem. Og jeg er helt sikkert ikke færdig med symaskinen.

søndag den 20. januar 2013

Baby-hækling


Futter, hagesmæk og hue til en babydreng. Nu mangler jeg så bare, at der er nogle der får sådan en størrelse, så jeg kan forære det væk - eller jeg kan gemme dem til mine egne fremtidige børn, ligesom jeg altid ender med, når jeg har lavet noget, jeg godt kan lide!
Opskriften på futter og hagesmæk kommer fra Farmorfabrikken.

fredag den 4. januar 2013

Julemarked i Lübeck

I december var jeg for første gang på julemarked i Tyskland, og på en eller anden måde var det lykkedes mig, at få manden med - måske jeg lovede ham, at vi kunne se på nogle af de gamle bygninger i Lübeck, når vi nu alligevel var der.

Det var i hvert fald en rigtig fin og hyggelig oplevelse, og jeg tror vi gentager succesen igen til næste jul. På trods af, at der var snestorm, så var byen pakket med mennesker, og der blev solgt alt det fineste julepynt. Specielt var jeg imponeret over markedet i St. Petri-kirken. Alt var håndlavet, og der var så meget fint kunst, at jeg kunne have købt mig fattig derinde (her var det nok meget godt, at jeg havde manden med - han har en irriterende tendens til at få mig til at indse, at jeg ikke behøver en af hver).

Men vi fik da købt os halvfattige i tysk julepynt. På billedet nedenfor kan i se de to glaskugler, vi fik med hjem - så smukke! Jeg fik da også manden overtalt til, at vi skulle have en håndlavet "træk-elefant" med hjem til vores ufødte (og også u-undfangede) fremtidsbørn - jeg kunne slet ikke stå for den.




Udover julemarkederne, der er placeret overalt i byen, så er Lübeck også en rigtig smuk og hyggelig by. Vi brugte lang tid på bare at gå rundt i gaderne og se alle kirkerne, og de gamle bygninger.

Til frokost spiste vi wienerschnitzel på Schiffergesellschaft, som er en kendt restaurant i midten af Lübeck. Tidligere var det et samlested/spisesal for handelsrejsende sømænd, og der er en rigtig god stemning i den gamle bygning. Helt sikkert et besøg værd!

onsdag den 2. januar 2013

Godt nytår

Rigtig godt nytår!
Jeg håber at alle havde en rigtig god aften sammen med venner eller familie. Herhjemme stod den igen i år på nytår hos en af mine rigtig gode veninder. Vi er ikke så meget til den store fest, så vi spiste en god middag, snakkede og spillede en masse spil - en rigtig hyggelig aften, og selvom den ikke foregik i byen på et dansegulv, så kom vi først hjem kl. 4.30. Et af de spil vi spillede var det, som er vist på billedet herunder. Spillet hedder Outrage, og var et vi købte for et par år siden, da vi var i London. Det går ud på, at man skal stjæle de britiske kronjuveler fra Tower of London, og spillet er simpelthen så smukt med masser af detaljer - fx er næsten alle brikkerne støbt i tin.



Nytårsmiddagen bestod af tunmousse med salat og ciabattabrød; culottesteg, bagekartofler og hjemmelavet bearnaisesovs, og desserten var en chokoladekonfektkage med vanilieis. Kagen var en opskrift fra min svigerfar, og den er bare super lækker.


Nå, men det nye år er jo startet, og som altid er det jo en god mulighed for at kigge lidt på sit liv, og på hvad man ønsker at få ud af det i løbet af det næste år. Jeg har droppet nytårsforsætterne, men har alligevel fået modet på at begynde at træne igen. Jeg er blevet ansat ved flyvevåbnets reserve, så er jo nødt til at holde mig en smule i form, så jeg kan følge med de andre.

Opskriften på cholokalekonfektkage:

60 g mørk kogechokolade i små stykker
160 g smør
200 g sukker
2 æg
60 g hvedemel
1 spsk kakao
1 tsk vanillesukker
120 g hakkede valnøddekerner
200 g mørk overtrækschokoladei små stykker

Bagetid: Ca. 30 min ved 175 grader

Smelt chokoladen i en skål over vandbad. Rør smør og sukker godt sammen. Tilsæt æggene et ad gangen rør godt mellem hver. Bland melet med kakao, vanillesukker og halvdelen af de hakkede nødder. Rør den smeltede, letafkølede chokolade i æggemassen, skiftevis med melblandingen. Fordel dejen i en smurt, raspdrysset ovnfast form (ca. 20x30 cm) og bag den midt i ovnen. Smelt overtrækschokoladen i en skål over vandbad og smør den over den halvkolde kage. Pynt med resten af nødderne. Skær kagen ud i konfektstykker (4x4 cm). Kagerne er sprøde udvendigt og bløde indvendigt.


tirsdag den 4. december 2012

Jul

Så blev det jul, og er det ikke bare en hyggelig årstid? Jeg elsker stemningen, julepynten, stearinlysene osv., og i år er det bare helt perfekt, eftersom sneen faldt allerede d. 1. december. Herhjemme brugte vi weekenden på at pynte op til jul og lave juledekorationer. Sidste år fik jeg en adventskrans i julegave af manden min, og den skulle selvfølgelig hænges op i år. Jeg elsker den simpelthen - den er så simpel, og kan pyntes op alt efter humør. Derudover kan den også bruges resten af året, hvis man blot pynter den med andet end julepynt.
Men for nu vil jeg bare nyde, at den er kommet op og hænge, og at den skaber en masse julehygge herhjemme.



Adventskransen er lavet af Morfo, som også laver alt muligt andet fint brugskunst.

tirsdag den 20. november 2012

Barnevognskæde


Ja, jeg har jo ingen børn endnu, men jeg synes at de kreative projekter til babyer normalt er lidt mere overskuelige end projekterne til mig selv, så der bliver kreeret masser af babyrelaterede ting her i huset. Heldigvis er manden ikke blevet skræmt af det endnu :)

Jeg faldt over denne barnevognskæde fra Kreahjørnet, og blev forelsket, så jeg skyndte mig at købe Maja Hansens bøger med hæklede dyr. Det er så resulteret i disse fire små bamser, som jeg regner med at få sat på en kæde ligende den fra Kreahjørnet - Jeg har allerede perlerne, og så skal bamserne vidst også lige have et par øjne hver.

Jeg regner med at skulle have lavet nogle flere dyr i fremtiden - eventuelt til en uro til et fremtidigt børneværelse?

tirsdag den 30. oktober 2012

Det moderne Kina



Så fik jeg endelig tid til at skrive lidt mere om mine oplevelser i Kina. Billedet her er fra min og mandens rejse i sommer, hvor vi besøgte den mere moderne side af Kina, som jeg ikke havde set tidligere. Jeg har nok været mere fokuseret på landets fascinerende historie, og derfor ikke været så bevidst om, at mange kinesere er lige så samfundskritiske, som vi er her i vesten – de kan bare ikke udtrykke det på helt samme måde som os pga. styret.

Vi tog en dag ud af kalenderen for at tage til Art District 798, som er et gammelt fabriksområde lige i udkanten af Beijing.  Stemningen er helt fantastisk, og der er en ro, som man ikke finder mange steder i den pulserende by, samtidig med, at der er masser af liv. De gamle fabriksbygninger er mere eller mindre alle omdannet til gallerier for contemporary art, eller huser små cafeer med mad fra hele verden og butikker, hvor man kan købe forskelligt håndværk.

Vi besøgte flere af gallerierne, men det der overraskede mig mest var, at Galleria Continua havde en hel udstilling dedikeret til det arabiske forår, som virkelig satte fokus på kampen for at løsrive sig fra et undertrykkende styre. Ved indgangen havde de, som i kan se på billedet, sat oppustelige politimænd op, som man skulle bevæge sig igennem, for at komme ind, et meget fint symbol på den manglende frihed.

Egentlig ville jeg have troet, at den kinesiske stat ville have meget imod en sådan udstilling, men åbenbart ikke. Normalt er rådet ellers i Kina, at man kan snakke om alt undtagen politik, hvilket giver mening i et land uden ytringsfrihed, og hvor der alligevel ikke er et reelt alternativ til den siddende regering. Forhåbentlig er det også noget der ændre sig med tiden, men mon ikke.

Hvorom alting er, hvis i nogensinde kommer forbi Beijing, så må i ikke snyde jer selv for en tur til Art District 798! Det er en helt anden side af både Beijing og Kina, end man ser de traditionelle steder.