fredag den 4. januar 2013

Julemarked i Lübeck

I december var jeg for første gang på julemarked i Tyskland, og på en eller anden måde var det lykkedes mig, at få manden med - måske jeg lovede ham, at vi kunne se på nogle af de gamle bygninger i Lübeck, når vi nu alligevel var der.

Det var i hvert fald en rigtig fin og hyggelig oplevelse, og jeg tror vi gentager succesen igen til næste jul. På trods af, at der var snestorm, så var byen pakket med mennesker, og der blev solgt alt det fineste julepynt. Specielt var jeg imponeret over markedet i St. Petri-kirken. Alt var håndlavet, og der var så meget fint kunst, at jeg kunne have købt mig fattig derinde (her var det nok meget godt, at jeg havde manden med - han har en irriterende tendens til at få mig til at indse, at jeg ikke behøver en af hver).

Men vi fik da købt os halvfattige i tysk julepynt. På billedet nedenfor kan i se de to glaskugler, vi fik med hjem - så smukke! Jeg fik da også manden overtalt til, at vi skulle have en håndlavet "træk-elefant" med hjem til vores ufødte (og også u-undfangede) fremtidsbørn - jeg kunne slet ikke stå for den.




Udover julemarkederne, der er placeret overalt i byen, så er Lübeck også en rigtig smuk og hyggelig by. Vi brugte lang tid på bare at gå rundt i gaderne og se alle kirkerne, og de gamle bygninger.

Til frokost spiste vi wienerschnitzel på Schiffergesellschaft, som er en kendt restaurant i midten af Lübeck. Tidligere var det et samlested/spisesal for handelsrejsende sømænd, og der er en rigtig god stemning i den gamle bygning. Helt sikkert et besøg værd!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar